Så skete det endelig at jeg fik taget springet og testet hvad der egentlig ville ske, hvis jeg tog til X-factor audition.

Jeg har set X-factor igennem flere år sammen med min familie, og tit har jeg tænkt over hvilken sang jeg mon ville synge, hvis JEG stod dér foran dommerne. I min fantasi var jeg skiftevis stærk og svag. I én præstation blæste jeg dommerne væk med fantastisk´hed og i en anden så jeg mig selv falde til jorden, stammende, skinger og usikker. Jeg forblev nysgerrig: Hvad ville der mon ske i virkeligheden???

Den dag vi kørte til København var jeg stålsat. Jeg var ligeglad med hvad det skulle føre til, jeg ville bare møde dommerne fuldkommen sand og ærlig med det, der nu kom igennem. Ville jeg blive nervøs ville jeg tillade det og være ærlig i det, ville jeg føle mig stærk og kraftfuld, ville jeg tillade det at bryde igennem, jeg ville mærke efter og være sand mod det, der kom.

Det førte til at jeg skiftede sang valg i sidste øjeblik. Jeg havde valgt en anden af mine sange, men blev ved at glemme noget af teksten, da jeg i hovedet gik og øvede den, så jeg valgte at skifte den ud med “Breath out”, som jeg ville kunne i søvne, og som også er ren, enkel og kort.

Det var et godt valg. Nervøsiteten kom ikke rigtigt de første timer vi ventede, men da jeg blev kaldt ind i indslusningen, hvor man først skulle sidde i et venterum med få andre nervøse deltagere og dernæst sidde alene med en af program medhjælperne på en stol, lige uden for “dommerrummet”, dér begyndte hjertet at hamre.

Jeg anede pludselig intet om noget. Jeg kæmpede for at bevare jordforbindelsen og blev ved med at gentage over for mig selv: “Bare vær sand, bare vær sand, uanset hvad, bare vær det, der er, det er ligegyldigt hvad der sker, bare vær med det”.

Jeg husker ikke så meget af hvad der blev sagt, da jeg kom ind og hilste på dommerne. Jeg husker at jeg kunne mærke at jeg var meget rørt. Jeg vidste at min familie så på det udenfor, og jeg vidste at min kone og børn ville være meget rørte og stolte over at jeg gjorde det, og jeg var selv meget bevæget over at opleve at jeg stod dér og havde taget springet fra fantasi til virkelighed. Dommerne havde deres blikke rettet lige mod mig og jeg følte kun tryghed. Jeg sang min sang med disse følelser af at være berørt og tryg – og det gik, selvom jeg faktisk glemte sidste omkvæd og kom til at gentage det først (godt jeg ikke tog den anden sang!). Min krop rystede så jeg havde svært ved at spille fingerspillet på guitaren, – ikke fordi jeg var bange for at fejle, men fordi jeg var rørt og taknemmelig over at være der.

Om morgenen, inden vi tog til audition, drak jeg en kop Yogi te. På Yogi tebreve er der nogle få visdomsord, og på lige dette tebrev, stod der: “Speak the truth”. Jeg så det som et tegn eller vejledning, og havde te brevet (enden af det med teksten og ikke selve det brugte tebrev:) med i lommen under audition. Det blev ligesom et anker. Og det førte mig igennem og ud på den anden side, hvor min familie stod og ventede og energien var høj af glæde og forløsning.

Uanset hvad der sker med X-factor, så vil jeg fortsætte med at “Speak the truth” i mine sange, og rejse rundt og optræde med dem for alle, der bliver rørt og føler sig trygge og taknemmelige over at høre dem.

Her kan du høre nogle af sangene fra mit NAKED SONGS repertoire.

Her er klippet. Jeg kommer ca.41:50 inde…

https://www.dr.dk/tv/se/x-factor-2018/-/x-factor-2018

Her er sangen “Breath out”, som jeg sang til audition: