Der er et spørgsmål, som vi mangler at stille i vores samfunds traditionelle sundhedsvæsen.
 
Det er et meget vigtigt spørgsmål. Det er et nøglespørgsmål, hvis helbredelse er vores mål og ikke bare lindring eller symptombehandling.
 
Normalt når vi kommer til lægen, bliver vi spurgt, HVOR LÆNGE vi har haft symptomerne, HVOR vi mærker dem, HVORDAN vi oplever dem osv.. Lægen undersøger os først med spørgsmål.
 
Men det vigtigste spørgsmål, bliver ikke stillet.
 
Spørgsmålet der mangler at blive stillet er: HVORFOR?
 
Lad os opfinde en patient og kalde hende Ruth. Ruth er 65 år gammel og kommer til lægen med et hævet og smertefuldt knæ. Hendes læge, lad os sige det er en kvinde, der hedder Anna, beder Ruth sætte sig og stiller hende de sædvanlige spørgsmål: HVOR?, HVORDAN?, HVAD?, HVOR LÆNGE? osv.
 
Da hun er færdig, kigger hun Ruth i øjnene med et medfølende udtryk og spørger så: ”HVORFOR er dit knæ hævet Ruth?”.
 
Ruth, der er vant til at give lægen al autoritet over sin helbredelse, og ikke er vandt til at blive inddraget, forstår først ikke hvad hun bliver spurgt om. Hun kigger blot forvirret på Anna, og spørger; ”Hvad mener du?”.
 
Anna henvender sig bevidst ikke til Ruths hoved, men forbinder sig med hendes hjerte og spørger igen, mens hun ser Ruth omsorgsfuldt ind i øjnene: ”HVORFOR er dit knæ hævet Ruth?”.
 
Pludselig begynder Ruth at græde og uden videre vælter det ud af hende: hun fortæller om hendes søn, der døde i en bilulykke forrige sommer, hendes barnebarn, der har fået konstateret ADHD, naboen, der altid virker fjendtlig over for hende, ensomheden…
 
Selv om Ruth ikke ved hvilke af alle disse ting, der muligvis kan have noget at gøre med hendes hævede knæ, så fornemmer hun intuitivt, mens hun åbner sig følelsesmæssigt, at der er en sammenhæng. Noget i hende ved godt at alt i hendes liv hænger sammen.
Annas konfronterende spørgsmål, får Ruth til at huske noget, som hun egentlig altid har vidst, men som har været ubevidst i hende. Ingen har spejlet hende i denne intuitive viden, tværtimod har alle omkring hende repræsenteret et verdensbillede baseret på adskillelse, og afhængighed af ydre autoriteter.
 
 
DE TO ASPEKTER AF HELBREDELSE
 
Der er to aspekter af helbredelse, der er den fysiske, som er den målbare og for øjet og mikroskopet synlige del, og så er der det indre: Følelserne og tankerne.
 
Når kroppen gør ondt, så er der altid en korresponderende følelse, der gør ondt.
 
Det gælder uanset hvor smerten er lokaliseret og hvor voldsom/alvorlig den er, om det er en tandpine, en forstuvet ankel, influenza, en svulst eller en kronisk lidelse.
 
Virkelig helbredelse sker først, når følelseslivet er helbredt. Når der er kommet fred i vores indre, der hvor der før var stress, frygt og følelsesmæssig uro. Alt andet er blot symptombehandling.

ILLUSIONERNE, DER SKABER AFHÆNGIGHED

Grunden til vi går til lægen er både at blive lappet sammen fysisk, men det er for mange af os også fordi vi har brug for medfølelse og omsorg. Og vi har brug for dette, fordi vi har gjort os afhængige af at medfølelse og omsorg skal komme udefra. Fra vores forældre, vores partner, vores venner, vores læge.

Men så længe vi gør os afhængige af at helbredelse og sundhed er noget vi skal modtage udefra, hvis vi vel at mærke har opført os ordentligt, fordi vi ved jo, at andre mennesker kun behandler os pænt, hvis vi opfører os, som de vil have det, – så vil vi aldrig kunne opleve virkelig sundhed. Vi vil leve vores liv på et grundlag af følelsesmæssig smerte og uro, og vores krop vil blive ved med, fra tid til anden, at fremkalde symptomer på den ene eller anden sygdom.

Kollektivt set er vi fanget ind i illusionen om den mekaniske krop, det ubetydelige følelsesliv og afhængigheden af eksperter.

Hvis vi ser dybt i disse overbevisninger, vil vi kunne få øje på en dybere sandhed, som er:

  • Kroppen er ikke en maskine, men et sindigt og sensitivt energisystem, der hele tiden formes af og korresponderes med vores tanker og følelsesliv.
  • Vores følelsesliv, er den primære virkelighed, vores krop kender til. Tager vi os ikke af en følelsesmæssig smerte, hvis vi undertrykker vi den og ignorer den, så vil kroppens processer belastes og vi vil før eller siden opleve det, vi kalder en sygdom.
  • Eksperter, uanset hvor godt uddannet og erfarne de er, kan kun pynte på overfladen, lappe os sammen i det fysiske. De kan aldrig føle vores følelser for os, de kan aldrig give os den omsorg og kærlighed, som vil kunne opløse en smertefuld følelse, så de vil aldrig kunne fjerne årsagen til vores sygdomme. Er vores følelser stadig undertrykte, vil kroppen fortsætte med ikke at fungere optimalt, og det vil med tiden resultere i flere sygdomme.

 

SPØRGSMÅLET “HVORFOR” VIL KUNNE STARTE EN REVOLUTION

Hvis vores læger begyndte først og fremmest at sende ansvaret for vores helbredelse tilbage til os selv, før de begyndte at hjælpe os, så ville der ske en revolution. For vi ville som samfund begynde at lære selv at mærke efter før, vi spurgte andre om hjælp. Og vi ville træne hinanden i at mærke. Det at mærke, ville blive en del af vores kultur.

Vi ville alle få en erfaring af, at det ikke er så væsentligt hvad der foregår i det fysiske, hvad der siges og gøres. Det væsentlige er det, de foregår i det indre, ikke i det ydre, for det ydre er blot en neutral spejling, af det indre. Vi ville derfor slappe mere af med det ydre, og blive mere medfølende og opmærksomme over for det indre. Vi ville tage bedre vare på os selv, være mere sensitive overfor hvad der foregår i os,  og derfor ville vi automatisk også tage bedre vare på andre.

Vi ville alle begynde at udforske det indre univers, intuitivt og ikke med måleapparater, og vi ville erfare, at vi alle har det indre rum tilfælles, det er et ”rum” hvor vi kan mødes, igennem drømme, intuition, meditation eller blot stille, nærværende og opmærksom væren. I dette indre enhedsrum, sker det sande møde, det er her den sande forbindelse opstår. Når vi mødes her, vil vi ikke have nogen trang eller impuls til at konkurrere, manipulere med hinanden eller få noget fra hinanden. Vi er allerede opfyldte.

Sammen ville vi drage omsorg for dette indre rum, og vi ville skabe plads til det i vores samfund, og denne omsorg og rummelighed ville afspejles i vores ydre former, som ville blive smukkere og renere, i takt med at det indre liv blomstrede og den indre ro og oplevelsen af samhørighed voksede.

 

VI HAR ALLE ALLE SVARENE

Hvis vi alle, når vi oplever fysisk ubehag og sygdomssymptomer, startede med at stille sig selv spørgsmålet: HVORFOR? Inden vi gik i reaktion, inden vi ringede til lægen. Så ville mange af os finde frem til den følelsesmæssige grund, hvis vi var modige nok til at være ærlige over for os selv. Og vi ville begynde at drage omsorg for os selv, give os selv medfølelse og kærlighed. Og vi ville sætte andre fri fra den byrde og det ansvar, at sørge for at vi har det godt i vores liv.

Det ville betyde at en masse af os ville vågne op. Og opdage at lykken og freden, som vi søger, alligevel ikke var i alle de ting, som andre havde lært os, at de var i. Vi ville erfare at vores fred nødvendigvis ikke automatisk kommer til os bare fordi vi har det gode velbetalte job, eller fordi vi har anskaffet os alle de dyre, moderne ting, eller fordi vi bor på den fine adresse i det store hus, har den lækre partner, eller fordi vi ved en masse om det, der foregår på skærmene.

Vi ville begynde at spørge os selv: HVORFOR kom jeg på afveje?, og vi ville begynde at pejle os selv tilbage og se hvordan vi engang købte andres illusioner og tog dem til os som vores egen sandhed. Dette ville sætte os i gang med at spørge: Hvad har jeg virkelig behov for mht. arbejde, hjem, fritid?, hvad bringer min krop og mit sind i ro og balance?, hvad bringer mig ind i mit hjerte, hvor jeg altid kan mærke, hvad der er sandt eller ikke sandt at gøre?

Når jeg (Tomas ) spørger mig selv HVORFOR i forbindelse med fysiske symptomer, så er svaret for det meste, at jeg larmer for meget. Jeg har for lidt stilhed i mit liv. Min krop og mine følelser længes efter mere stilhed. Så jeg har lyttet og jeg giver mig selv hver dag øjeblikke af stilhed, hvor jeg bare sidder og er, lytter og trækker vejret. Jeg kalder det for min “Selvkærligheds praksis”.

I denne stilhed ser jeg mere og mere tydeligt min egen rejse gennem illusionerne og jeg ser mine forældres rejse gennem deres og deres forældres illusioner. Det dæmrer stille og roligt, og alting viser sig at give mening. Der er en naturlig sammenhæng i det hele. Det er ikke underligt at det gjorde ondt. Men det er ok. Nærværet, stilheden og den medfølelse, der naturligt opstår af at se og være med det, der er, helbreder det, der skal helbredes.

Når jeg gør dette, føler jeg at jeg drager stor omsorg for mig selv. Jeg kan mærke at det er en meget kærlig ting at gøre, hele mit system bliver roligt. Når jeg er i den tilstand, ved jeg intuitivt at ingen sygdom (mens jeg er her) kan opstå i min krop og i mit sind. Og jeg føler, at jeg i virkeligheden er min egen dygtigste læge.

Det er ikke svært. Vi har alle denne intelligens i os, og vi har alle intuitiv adgang til vores indre. Vi har alle sammen alle svarene i vores indre. Alt der behøves er stilhed og lytten. Det svære er ikke at gøre det, det svære er, at slippe vores forestillinger om at andre ved mere om os selv, end vi selv gør.

 

LYDHEALING

Når jeg har en klient til lydhealing, så er spørgsmålet HVORFOR, det som starter vores rejse. Jeg plejer ikke altid at stille det. Det ligger i intentionen og vi kigger begge naturligt indad for at få øje på de virkelige årsager. Symptomerne er ikke så interessante, selv om det er dem, der startede med at få vores opmærksom og fik os til at spørge HVORFOR. Symptomerne gjorde os blot bevidste om, at der var et spørgsmål, vi havde glemt at stille.

Men når spørgsmålet er stillet, er det bare om at lytte. Svarene kommer med det samme spørgsmålet er stillet, og opmærksomheden er rettet indad. Men for at høre svaret, må vi være stille og lytte. Både i min samtale med en klient og under selve lydhealing-sessionen, skabes der rum til at mærke, hvad der virkelig foregår og der skabes rum og plads til at medfølelse og omsorg helt naturligt kan opstå.

Det er en process der initieres, men som derfra har sit eget liv. Klienten tager herfra med en indre vished, der ikke var der før, og en dyb indre trang til at give al autoriteten til denne kærlige indre stemme. I hænderne på den indre vejleder, vil vi vandre i tryghed og vide, at uanset hvad der sker, så er vi dybest set i sikkerhed. Denne vished, denne kontakt med vores hjerte, vores sjæl, er hele helbredelsen. For det eneste vi virkeligt fejlede var, at vi havde glemt at lytte til os selv.

Og så vil resten stille og roligt følge med. Det fysiske vil rette ind. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det indre er på plads. At den indre opmærksomhed er vågnet.

Må vi alle erfare, at vi selv kender svarene på vores spørgsmål. Og må vi alle begynde at spørge os selv noget mere.