“Making your way in the world today
Takes everything you’ve got.
Taking a break from all your worries
Sure would help a lot.

Wouldn’t you like to get away?
Sometimes you want to go

Where everybody knows your name,
And they’re always glad you came.
You wanna be where you can see,
Our troubles are all the same
You wanna be where everybody knows
Your name.”

– Disse ord er fra sangen, som blev brugt som tema til Tv serien “Sams Bar” (på engelsk: Cheers).

Jeg har den med på mit repertoire, når jeg er ude at spille. Og her i den seneste tid har jeg været ude at spille til rigtig mange konfirmationer.

Det er meget særligt at blive inviteret ind i en familie og være vidne til denne familie, dette fællesskabs traditioner og måder at være sammen på. Nogle er meget åbne og spontane, andre er mere reserverede, men alle steder oplever jeg kærlighed udtrykt på forskellige måder. Kærlighed til konfirmanden først og fremmest, men også kærlighed til familien, taknemmelighed over at være sammen. Igennem taler og sange kommer dette til udtryk.

Det er meget smukt, når det sker (og det sker hver gang) at en taler må stoppe sin tale fordi følelserne tager over. Så hjælper selskabet med at tage en skål og der bliver givet plads .

Når vi samles om at fejre livet, som vi gør ved en konfirmation, så husker vi hvad der er vigtigt. Vi ser på hinanden og mærker at på trods af alle hverdagens skærmysler, så er vi grundlæggende meget taknemmelige for at vi har hinanden, vi mærker hvorfor vi er sammen. Tit jokes der med dette i talerne. Der tales f.eks. om hvor svært konfirmanden har det med at rydde op på sit værelse, eller lillesøster fortæller hvordan storesøster ofte vil have ret og starter skænderier, men alle omkring bordene smiler og griner, fordi vi ved godt at sådan er livet, og bag ved alt det hårde eller grå, der hviler kærligheden til hinanden og taknemmeligheden ved at dele livet sammen.

Det at ære at være sammen, er så vigtigt. Jeg føler det mere og mere i takt med at jeg selv modnes af alle livets prøvelser. At ære vores forbindelse. At huske at mærke taknemmeligheden og huske at udtrykke den. Også midt i hverdagens travlhed. Vi har alle brug for at mærke at vi betyder noget for fællesskabet, at vi er elskede og vigtige. For ellers kan vi køre sur i det hele, og føle at vi bare er en arbejdsfunktion, der vil kunne erstattes.

Inspireret af alle de smukke familier, jeg har været ude at spille for, tager jeg dette med mig hjem til min egen familie. Jeg ser på mine piger og Pernille og jeg mærker at jeg er vigtig for dem og de er vigtige for mig. Vi er en enhed. Vi er et kærligt fællesskab, dette er vores grund, vores jord, og alt det andet er noget vi vælger at bygge oven på denne grund.

Der er stadig flere konfirmationer tilbage. Hele maj er fyldt med dem. Jeg glæder mig.