Der er i mine øjne én væsentlig faktor for hvornår musik er “god” eller “dårlig”, og det handler ikke om musikerens tekniske kunnen eller kvaliteten af indspilningen eller hvilken anerkendt person, der har været inde over produktionen. Det er udelukkende et spørgsmål om hvor meget kærlighed, der er til stede. Kærlighed kan ikke simuleres, det kan ikke fakes, enten er den der, eller også er den der ikke, og det kan mærkes – hvis vi virkelig er nærværende og lytter efter.

I noget musik er kærligheden så stærkt til stede, at vi ikke engang behøver at lytte efter, den vil få os til at stoppe op og lytte efter, uanset hvad vi ellers er i gang med. Det er fantastisk, når en kunstner kan formidle på denne måde. Det skaber stor healing for alle mennesker.

Det er umuligt at sætte en formel på, men det handler om at musikeren er i kontakt med det evige, det universelle, det trans-personlige om man vil. Kærlighed er alle tings fællesnævner, og når den aktiveres, vækker det genklang i dybet af os alle, vækker os til hukommelsen om hvem vi virkelig er. Musik skabt i kærlighed, har mere end noget andet, vi mennesker er i stand til at skabe, evnen til at aktivere kærlighedens kraft og opløse illusionerne om at vi er adskilt.

Når vi gør os “gennemsigtige” og bare åbner hjertet og spiller og synger, så får den kærlighed der strømmer ud, det til at føles godt, – uanset hvordan det ellers lyder. Jeg har hørt mennesker synge, der ikke havde en tone i livet, men som rørte mig mindst lige så meget som enhver anerkendt kunstner.

Så det er kærlighed, der får det til at “spille”. Det er x-faktoren. Det er det, vi virkelig tænder på, selvom vi ofte kalder det alt muligt andet.

Lukas Graham

Lige nu har Lukas Graham stor succes i USA og ligger på toppen af hitlisterne. Når jeg lytter til deres musik, mærker jeg stor kærlighed; kærlighed til familien, kærlighed til venskab, kærlighed til sandhed, kærlighed til livet – både det smukke og det grimme. Teksterne er eviggyldige, det er noget vi alle kan relatere til, og de er bundærlige. Lukas´ vokal udtrykker en sjælden kombination af styrke, inderlighed og følsomhed, hvert eneste ord er betonet kraftigt og tydeligt, og der er ingen omsvøb i tekst og udtryk. Han rammer plet direkte i hjertekulen, og for at gøre det, må han nødvendigvis synge med hjertet pivåbent. Jeg kan ikke komme i tanker om mange andre danske musikere, der gør dette, – det skulle lige være Kim Larsen.

Men hvorfor skulle der ikke være kærlighed til stede i alle stykker musik? Det er der også, men ofte drukner kærligheden i ambitionerne, både de følelsesmæssige og de tekniske som i over-produktion. Ofte ses det at en kunstners debut-album udtrykker mere uskyldig spilleglæde og opfindsomhed, en de efterfølgende udgivelser, som ofte bliver mere og mere rutineprægede. De færreste er i stand til at blive ved med at forny sig selv, fordi i samme øjeblik et menneske opnår berømmelse og popularitet, begynder han at blive bange for at miste den igen. Og kærlighedens største forhindring er som altid, frygten.

Fravær af frygt

Så, det er kærlighed, der får det til at spille. Men kærligheden er aldrig problemet. Den er altid til stede. Det er frygten, der er problemet. Frygten for andres reaktioner, frygten for ikke at leve op til andre forventninger, frygten for ikke at gøre nok, være nok, tjene nok osv. Slipper vi frygten, er det, der naturligt vil være tilbage, kærlighed. For det er det vi virkelig er. Det er det, der forbinder os alle. Lukas Graham har udtalt, at der ikke er et spor jantelov i ham. Det er det samme som at sige: “Jeg er ikke bange. Jeg er den jeg er, jeg gør det jeg gør. Jeg står ved det og holde ikke igen”. Og det er det, der sælger. Det er det, vi alle vil have. Vi vil lytte til mennesker, der ikke er bange, som tør åbne hjertet og give kærligheden maks gas. I en verden fyldt med frygt, flokkes vi om kærligheden, som insekter omkring en lampe en mørk aften.

Kærlighed er også det, der får det til at spille på alle andre livsområder

Hvis vi kan mærke det, for det kan vi, ellers ville så mange ikke streame/købe/lytte til Lukas Graham og andre af hans kaliber, så kan vi også selv være det. Være kærlige. Det kan være vi ikke er musikere, men “at kærlighed er det, der får det til at spille”, gælder jo også på alle andre områder i livet. Cezanne skulle have sagt om sin egen kunst, at hans intention med at male var, at bringe mennesker ind i en dybere bevidsthed af enhed, at vække mennesker ud af deres drøm om adskillelse, og “huske” hvem de virkelig er. Måske denne intention, denne bevidsthed, som Cezanne malede i, kan mærkes af beskueren. Måske overføres dette usynligt, når vi ser på hans billeder. I hvert fald har han ramt et eller andet rigtigt, for han har formået at skrive sig selv ind i verdenshistorien på toppen af malerkunstens hitlister.

Vi kan alle arbejde med at slippe vores frygt og tillade kærligheden at komme til, i alt hvad vi foretager os. På alle livsområder. Det kaldes at “være sig selv”. For kærlighed er det tætteste vi kan komme på at beskrive vores sande natur. Vi er allermest kærlige, når vi bare er os selv, og står ved os selv. Det er det, andre vil have fra os, og det er det, vi selv længes efter fra andre, om det drejer sig om parforhold, forholdet mellem en musiker og hans fan eller om det er i andre relationer. Konflikt og utilfredshed opstår, fordi vi kan mærke frygten, og usandheden. Der er noget der skurer. Og end ikke den dyreste og flotteste produktion/indpakning, kan skjule det. Vi kan høre det.

Måske vi bliver bedøvede og blinde og forførte, fordi alle andre omkring os også er det, men hvis vi er helt ærlige kan vi mærke det. Den musik, der holder igennem årtierne og stadig er lige så vidunderlig at høre på 20-30-40 år efter, er også den musik, der blev lavet med hjertet allermest åbent og utilsløret. Musikkens tidsløshed, afslører musikkens kærlighed, kan man sige. Prøv at sætte et stykke musik på, som du var vild med i teenageårerne, i den periode hvor du var allermest modtagelig for hjernevask og bare var fan af det samme, som alle de andre. Prøv at høre det igen, og hør det nu med det voksne menneskes modenhed og erfaring. Kan du gennemskue det, kan du “høre” igennem det? Meget af musikken fra dengang vil du opleve som værende hult og du vil grine af dig selv, for at have brugt så meget tid og så mange penge på det. Men der vil måske også være noget musik fra dengang, som stadig holder for dig i dag. Som får dig til at føle lige præcis det samme som dengang. Hvis det er tilfældet, vil du mærke det i dit hjerte.

Kærlighedsboblen

For mig er det også kærlighed, der får det til at spille for mig, og får mig til at spille. Når jeg tager guitaren og åbner munden, er det som om der bliver trykket på en usynlig knap. Der sker et eller andet, jeg kommer ind i en usynlig boble af velvære, alting går op i en højere enhed, al frygt og usikkerhed forlader mig, og mine tanker bliver stille og trækker sig tilbage. Det er som meditation.

Det går altid galt, når jeg skal i studiet og indspille noget. Jeg kan ligesom ikke komme derind, ind i boblen. Jeg har brug for, at der er et lyttende publikum tilstede. Magien sker kun for mig, når jeg spiller live for nogen. Og det er klart, for i et studie er jeg meget bange for at det ikke bliver godt. I et studie handler det om penge og præstationer, og fremtid. Vi indspiller ikke for nuets skyld, fordi det er vidunderligt bare at spille lige nu, men for at opnå et eller andet i fremtiden. Det er forskellen. I hvert fald for mig. Det kan godt være, at det er noget andet for andre. Og jeg kan jo høre, at der er andre mennesker, der fungerer helt fint i et studie og er i stand til at producere nogle fantastiske ting, Lukas Graham for eksempel.

Men så er det godt, at jeg bare skal være festmusiker og ikke verdensstjerne. Det passer mig helt fint. At sidde dér i min dejlige boble og mærke den udvide sig, så den til sidst inkluderer alle andre, i enhed og fællesskab, – og kærlighed.